Off season og nye planer…!

Der er gået lidt over en uge siden jeg gennemførte Ironman Wales, og jeg er allerede tilmeldt en ny Ironman:) Det er desværre nødvendigt at tilmelde sig næsten 1 år før, da alle Ironman og triathlonstævner generelt bliver udsolgt alt for hurtigt. Det gør det svært at vælge og vrage mellem Ironman i 2014. Jeg har valgt det stævne, som vil passe ind i min og Lises hverdag, samt et stævne som vil være en god udfordring og en mulighed for at nå mit mål om en 1. plads. Valget faldt på Ironman Nice d. 29 juni 2014.

Sæsonen for 2014 er derfor i gang med at blive planlagt sammen med min træner, Morten Truelsen. Det er super spændende og dejligt, at der er masser af tid til at lære endnu mere og blive endnu bedre!

Løbetræning

Den mentale del er især et punkt, der skal arbejdes med. Jeg kæmper hele tiden for at være god og tro på at jeg kan. Jeg har lagt et stort pres på mig selv, og det er ikke altid en fordel! Jeg er til tider rigtig dårlig til at tro på, at jeg kan gennemføre det træningspas, som jeg er i gang med og finder på alle mulige dårlige grunde til, at det er okay, jeg ikke kan fuldføre træningen som planlagt. Jeg ender med at gennemføre de fleste gange, men de gange jeg ikke gennemfører, er det så svært at komme videre igen.

En anden ting, som jeg skal arbejde med, er at jeg træner meget alene, mest fordi jeg hader ikke at være god nok. Tanken om at tabe ansigt overfor andre og ikke være den bedste har altid været et ømt punkt. Dette bliver jeg nu konfronteret med, da jeg skal finde en svømmeklub at træne med 2 gange om ugen. Jeg ved, at jeg kan forbedre mit niveau ved at lære fra andre, så det må jeg prøve at arbejde med nu.

Jeg er samtidig i fuld gang med at lave nye aftaler med mine sponsorer, uden dem havde det hele nærmest været umuligt. Der er forhåbentlig flere og nye sponsorer på vej. Det er dyrt med stævner og rejser, så vil prøve at få nogle økonomiske sponsorer, men det er ikke nemt.

Rigtig god dag til jer alle sammen:)

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.