Ironman Wales

Det hele startede 1 uge efter Ironman Frankfurt, hvor jeg efter samtale med min træner, Morten Truelsen, besluttede at sæsonen ikke skulle slutte endnu. Den eneste mulighed der var for at køre endnu en IM var i Wales, så den beslutning blev hurtig taget og rejsen bestilt. Da Lise allerede var startet håndboldsæsonen, var det endnu en udfordring, at skulle alene afsted. Jeg var så heldig at min træner også skulle køre derovre, så havde heldigvis lidt hjælp derovre, til alle mine dumme spørgsmål, og dem er der altså mange af;)

Support, er det Ronja?

Træningen frem mod IM Wales har været hård og jeg har konstant følt mig presset både fysisk og mentalt, for jeg var usikker på om jeg nu kunne blive helt klar, om jeg var god nok og alle de andre bekymringer…

Afrejse

Jeg rejste til Wales allerede onsdag morgen, meget tidligt, så jeg havde tid til at få cyklet på ruten og slappet lidt af.

Det viste sig, at jeg havde booket et B&B lige ved siden af skiftezonen, som også var expo og målområde, perfekt!! Onsdagen gik med at pakke cyklen ud og samle den, hvilket var en stor udfordring på det mikroværelse, jeg boede på, men det lykkedes. Jeg fik også løbet en kort tur på ruten – mange bakker og super flot område.

Torsdag var der planlagt cykeltur på ruten med Morten T. Han havde sin ven og hjælper Nikolaj med, som kørte efter os i bil og havde næsten styr på ruten;) Vi kørte kun forkert et par gange.. Første halvdel af turen var der masser af rullende bakker, og det gik aldrig lige ud, skønt! Efter 2,5 time kom cyklerne i bilen og 2. loop, som skulle køres 2 gange blev kørt i bil. Det blev hurtig klart, at der var mange bakker på den runde!!! Især det sidste stykke var 16% og var stejlt, også i bil…

Jeg var så heldig, at der var en dansker, Pia, som kørte i 18-24 agegroup, der boede på samme hotel som jeg. Hun var afsted med sin mor, og det var super hyggeligt, at de var der, så kunne vi svømme sammen og følges ad til de forskellige arrangementer i løbet af ugen. Tak til jer og tillykke med Hawaii-pladsen, så sejt!!!!!:)

Jeg springer lige til søndag morgen: Uret ringede kl. 3.55, så jeg kunne få spist morgenmad 3 timer før, det fungerer fint: 2 boller med syltetøj samt en banan og noget vand. Fik lige snakket med Lise og iklædt racetøj, masser af varmt tøj og regntøj. Jeg var klar over, at det blev en kold dag, så ville prøve at holde mig varm så længe som muligt. Det regnede hele natten, men da Pia og jeg gik over i skiftezonen omkring kl. 5.15 var regnen stoppet. Stemningen før start er altid nervøs og spændt, det kan ses på alle folk, det er en fed stemning, men også lidt ubehageligt, da ingen ved hvad dagen bringer.. Jeg havde mine bange aneser om, at det ville blive en lang og hård dag, jeg havde desværre ret..:/

Number 146

Jeg fik pumpet cyklen, sat mine cykelsko, energi og drikkedunk på og alt var klart. Pga. en utrolig lang vej til svømningne, skulle vi kl. 6.15 være klar iført våddragt og løbesko, så vi samlet kunne gå til svømmestarten. Det var ca. 9 grader varmt og det er ikke nemt at holde varmen, slet ikke når man er nervøs… Vores løbesko skulle hænges på et hegn lige ved svømmestarten, så vi kunne iføre os dem efter svømningen. Lige pludselig var tiden lidt presset, og Pia og jeg nåede kun lige at spurte ud i vandet og svømme få meter, inden vi skulle være klar på stranden. Lidt hektisk, men jeg følte mig klar. Sandet var dog så koldt og vi stod der 15 min, så mine fødder blev meget kolde.. Efter de havde sunget Wales nationalmelodi lød startskuddet og alle løb ud i vandet…

wales1 wales5 Svømmestart

Jeg er ikke den bedste svømmer, men havde håbet på, at jeg kunne komme lidt hurtigt ud på svømningen for at undgå slåskampene. Jeg syntes, det lykkedes, og efter 1 runde var der lige lidt løb på stranden. 33 minutter på de første 1900 meter er godt for mit vedkommende, og jeg overhalede en pro-dame, hvilket er stort for mig!!!:) Jeg var dog iskold og frøs helt vildt og det var bare svært at få varmen under svømningen, ikke engang at tisse i våddragten hjalp;)

Svømningen var overstået efter 1.08, hvilket er min hurtigste svømning ever!!! Og der var faktisk en del strøm og bølger, så god start tænkte jeg.. Hurtigt op ad vandet, brillerne op i panden og så af med øverste del af våddragten. Jeg fik hurtigt mine sko på og valgte at løbe i våddragt de 1,5 km gennem byen. Opbakningen var imponerende, der var tusindvis af mennesker hele vejen fra svømningen og op til cyklerne. Så vildt!!

wales

Mine fødder og hænder var super kolde og det var svært at få løse ærmer og handsker på. Jeg valgte også at tage sokker på, da jeg ikke var sikker på, at jeg kunne få varmen i fødderne uden sokker. Det var helt sikkert den rigtige beslutning, og skulle alligevel have haft sokker på under løbet, så nu var det klaret:)

Op på cyklen og i gang – igen med massiv support fra de mange tilskuere, vildt!! Den første del af cykelturen gik fint, bortset fra, at jeg tabte toppen til drikkedunken foran, ikke smart.. Men det skulle vise sig at være det mindste problem!! For efter 40 km, hørte jeg pludseligt at højt smæld.. Først tænker jeg punktering, men nej. En eger på forhjulet er sprunget, og jeg stopper med det samme, for at få den fjernet, så den ikke skal ødelægge mere. Hjulet er helt skævt og ikke rart at køre på. Jeg står i vejkanten og tuder, og kan slet ikke forestille mig, at jeg skal udgå. Det var ikke planen!!! Der går nok 5 min inden jeg kommer videre og prøver at finde ud af om der kan ske mere med hjulet, om det kan gå helt i stykker?? Jeg kører roligt videre for at finde nogen, som kan hjælpe. Men efter 20 km har jeg stadig ikke mødt nogen, så beslutter mig for bare at køre og håbe på det bedste. Det er dog meget roligt ned ad bakke, da jeg kun kunne se hvor skævt hjulet kørte, og jeg blev temmelig nervøs… Så endte med at blive en for lang tur med masser af vind, regn/hagl og bakker. Skønt!!!

Endelig i mål fra cyklingen, velvidende, at jeg ikke var i toppen af min aldersgruppe, og det gav ikke meget motivation til at løbe, desværre, for var egentlig godt nok løbende… I perioder;) Har dog efterfølgende fået at vide, at jeg lå nr. 4 efter de 180 km på cyklen. På løbet blev jeg dog overhalet og lå på en 7. plads i lang tid. Jeg havde ikke lyst til mere gel, så det blev, cola, banan og lidt kiks på løberuten, det fungerede faktisk.

Løberuten var også fuld af bakker, masser af mennesker og god support. Jeg havde det okay og tog 1 runde af gangen, 4 i alt. Men bakkerne var stejle, og jeg kunne ikke holde farten opad, så tabte for meget tid der:( Jeg var bare træt og bare ikke god nok på dagen, men jeg kom igennem endnu en IM. Jeg fik lidt ekstra energi, da jeg fik af vide af Morten, at jeg kunne hente en inden mål, så det gjorde jeg, og det gav lige lidt selvtillid her inden sæsonen slutter:)

Sluttede på en 6. plads og en tid på 12.50. Planen var 11.15, og det viste sig også at være vindertiden, men jeg var bare ikke god nok i søndags. Desværre… Men jeg er altså tilfreds, for det var virkelig en hård rute. Det er ikke for sjov, at Ironman Wales betegnes som den hårdeste Ironman, bortset fra Hawaii!!! Det kan helt klart anbefales med en tur til Wales, flot natur, søde mennesker og den vildeste rute! Jeg kommer tilbage:)

Tak til alle, som har støttet mig før, under og efter med både sponsorater, support og god energi. Det betyder alt. Jeg skal sætte nye mål og blive endnu bedre. Heldigvis er der god tid til næste IM og der er masser af tid til at få endnu mere god træning…:)

Finisher Wales

 

 

 

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.