Beretning fra Ironman Frankfurt

Før IM, min mor og jeg.Så er det 1 uge siden, at jeg løb over målstregen i Frankfurt Ironman. Dagen gik slet ikke som jeg havde troet og håbet, men jeg gennemførte!!:) Billedet er taget dagen før løbet, jeg er noget fraværende og fokuseret..

Dagene op til forløb fint, jeg var utrolig spændt og nervøs, især for, at jeg kunne holde planen, samt at udstyret fungerede. Jeg er stadig ikke vant til at køre med lukkede ringe, så er altid lidt usikker på det:/

Om lørdagen var der indtjekning af cykel, hjelm og løbeudstyr. Jeg fik en personlig hjælper, som svarede på spørgsmål, holdt min cykel og alt andet jeg havde brug for. Total god service, og dejligt med en, som kan guide en rundt i skiftezonen. Lise var også med derude og det var dejligt:) Jeg fik svømmet på ruten, dejlig varmt vand og det var lovligt at bruge våddragt. Jeg havde ellers fået en Aqua Sphere swimskin af Jan fra www.sports-gear.dk en af mine super sponsorer. Den var der heldigvis ikke brug for:) Resten af dagen gik med afslapning og indtagning af væske og mad.

Søndag morgen ringede uret tidligt, og selvom jeg slet ikke havde sovet så meget, så var jeg imponerende frisk. Masser af adrenalin giver energi:) Jeg fik spist min morgenmad og så gik Lise og jeg ned til bussen, som kørte os ud til svømmestarten. Masser af triathleter, som er spændte og nervøse, det er et smukt syn.. Jeg var i god tid, som viste sig at være en god ting, da jeg derfor nåede på toilettet uden at stå i kø:) En væsentlig ting, når der er alt for få toiletter til de 2500 triathleter. Jeg fik endda varmet op inden starten!!

Starten gik kl 6.45 for de pro og 400 heldige og hurtige age groupere. Lidt snyd at nogen starter før, da det giver en stor fordel at være færre personer på svømmeruten. Da starten gik for alle os andre 2400 kl 7.00 var det vildt!!! Det er første gang, at jeg prøver en massestart og som min træner havde sagt, så var det vildt. Jeg skulle holde mig til højre, men det var nemmere sagt end gjort og da jeg nåede første bøje var der slåskamp, som fortsatte hele vejen til vi skulle løbe op på stranden for at svømme ud på anden runde. Jeg kom i mål efter 1.13, som ikke var helt efter planen, men taget slåskampen i betragtning, er jeg ok tilfreds.

Skiftet til cykel gik super, ikke så meget spildtid, bare afsted!! Især fordi jeg både så og hørte mit heppekor, Lise, min mor og Grethe råbe: “HEJ HEJ”:)

De første 10 min. på cykelturen skulle foregå uden at ligge i bøjlen, og derefter bare køre på ca. 200 watt og så huske at drikke og spise. Det burde være nemt, men noget gik galt.. Jeg fik spist og drukket hvad jeg skulle, men alligevel blev jeg svimmel og utilpas efter 110 km. Jeg fik hilst på hepperne, som stod inde i byen og råbte alt hvad de kunne:) De sagde jeg smilede og så godt ud, men de vidste jo heller ikke, at jeg lige havde tisset i bukserne;) Som træneren havde sagt, der er jo ikke tid til at stoppe for det pjat.. Bare træls at mine sko stadig stinker..

Jeg havde et par uheld på cyklen i form af kæden, som faldt af 2 gange, ikke så sjovt på vej op ad en bakke, men det blev hurtig fixet. Vi kørte igennem et område med brosten, hvor jeg havde fået strenge ordrer på ikke at tabe min energi, det skete heller ikke, men tabte min dunk med pitstop og co2. Træls, men fik heldigvis ikke brug for det!! Jeg havde desuden et par gange hvor jeg var ved at miste kontrol over cyklen i skarpe sving og ned ad bakke.. Tilskuerne holdt lige vejret, da jeg kom cyklende med fuld fart, det gik heldigvis uden styrt:)

Skiftet fra cykel til løb gik knap så hurtigt, men kom da afsted.. Så var der kun marathon tilbage, nemt nok tænkte jeg, men noget var ikke som det skulle være. Jeg løb kun de første par km inden jeg kunne mærke ubehag i kroppen. Jeg var svimmel, havde kvalme og kunne slet ikke få fart i benene. Planen var at løbe 4.50 stort set hele vejen, men det gik hurtigt galt og jeg indså, at I dag handlede det bare om at komme i mål. Både Lise og min mor så mig på løbet og kunne se, at den var gal. Det eneste jeg havde sagt var: “Jeg giver ikke op”. Jeg var klar til at gå 35 km!! Jeg kølede mig med vand og is i hvert depot, spiste salt og drak cola, da gel ikke var mulige at få ned mere, men det hjalp ikke nok til at holde farten. Jeg kunne løbe i perioder, men meget af turen vaklede jeg rundt og havde det skidt. Jeg har efterfølgende set en video, som Lise har taget, jeg vakler fra side til side og er helt tom i blikket:/

Med stor hjælp fra Lises, min mors og Grethes opmuntring kom jeg i mål. Jeg husker det ikke vildt tydeligt og var nok stadig lidt fraværende da jeg kom over målstregen. Husker at ham der gav mig medaljen sagde: “Vi ses i København til Ironman om 5 uger”. NOT tænkte jeg bare.. Derefter blev jeg lagt på en båre og kørt i lægeteltet og fik drop, målt blodtryk og blev pakket ind i tæpper.

Sådan sluttede IM for mig i Frankfurt…

Men jeg giver ikke op, det viste jeg da jeg fik kæmpet mig over målstregen og med al den støtte jeg har hver eneste dag af min kæreste, min familie, mine sponsorer og alle andre, så har man altid lyst til mere:)

Især fordi jeg elsker at træne, at køre Ironman og bare presse mig selv!!!:) Så tirsdag er der ny raceplan og nye planer for de næste måneder..:)

 

 

 

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.