Optakten til DECA: 38-1800-422

Jeg gjorde det sgu! Beklager jeg bander, men det var, og er stadig vildt.. Jeg tror ikke helt jeg helt er klar over, hvad jeg har opnået, men jeg havde den fedeste følelse da jeg trykkede stop på løbebåndet efter de 422 km. Jeg var utrolig overvældet, taknemlig og fyldt med følelser. Jeg brugte de første mange dage på bare at hvile, spise og nyde lidt ro.

Jeg vil fortælle lidt om hele processen, fra jeg besluttede mig til at forsøge på de 10 Ironman, til tankerne undervejs, træning, kost, behandling, hjælpere undervejs og selve de 10 Ironman.

MOT

Begyndelsen var nok, da jeg efter mit forsøg på de 7 Ironman på 7 dage, havde brug for et nyt projekt og et nyt mål. Jeg var så ked af det, og skuffet over mig selv, efter det mislykkede forsøg og jeg havde brug for noget vildere og mere meningsfyldt. Jeg følte, at lave 10 Ironman, hvor hver disciplin blev afsluttet og der ikke var et tidspres hver morgen/aften, ville fungere meget bedre både fysisk og mentalt. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var presset og havde svært ved at tro på mig selv, havde en følelse af ikke at være god nok.

At sætte så stort et mål, kan virke utrolig uoverskuelig, især 1,5 år før, uden nogle stævner undervejs, kun med træning og egne mål undervejs. Men jeg er nok lidt anderledes end de fleste, så derfor kan jeg hurtig danne mig et overblik, lave en træningsplan, oversigt over lange træninger og holde fokus på målet. Jeg må dog indrømme, at jeg har haft korte perioder hvor træningen har hængt mig langt ud af halsen. Dette er slet ikke unormalt, så var ikke bekymret, men ja, det kan også ske for mig, selvom jeg ELSKER at træne.

Et af kravene eller en af de ting, som jeg skulle blive bedre til, var at bede om hjælp. At tro på, at dem der var omkring mig, var der fordi de havde lyst, fordi de troede på mig og mit projekt. Jeg har løbende snakket med min gode ven, Niclas Tonnesen om netop dette, han har hjulpet mig med at indse dette. Vi snakkede under og efter DECA, hvor han netop pointerede, at jeg er blevet så meget bedre til at sige hvad jeg har brug for, og det er helt okay at jeg er som jeg er. Jeg er lige så god som jeg skal være.

Jeg er så heldig med gode behandlere, både min kiropraktor, Carsten fra Kiropraktorhuset Midtfyn, min kropsterapeut Laila, fra Coaching.nu og min massør, Anita, fra Anitas massage har alle givet deres professionelle og ærlige vurdering, gennem hele forløbet det sidste 1,5 år. Jeg har ligeledes sparret med mange af mine samarbejdspartnere undervejs, da de har været utrolig nysgerrige, ærlige og spændte på mit projekt. Der er ingen tvivl, at jeg ikke kunne have gjort det uden dem alle. Jeg har formået at stå ved mig selv, mit projekt og tro på det, på den bedst mulige måde og brugt det kritiske kommentarer på en god måde. Selvom det i perioder har været lidt udfordrende, har jeg vendt det til noget positivt med hjælp fra dem der støtter mig.

Jeg kan mærke, at det er utrolig svært at sætte ord på denne helt ubeskrivelige udfordring, som jeg satte mig selv for 1,5 år siden. Det er uden tvivl det største jeg har gennemført. Men det er ikke kun de 10 Ironman på de 11,5 dag. Jeg havde det ikke godt for 1,5 år siden. Jeg følte mig ikke god nok, jeg havde haft nogle dårlige relationer, som fik mig til at føle mig utrolig usikker og ked af det. Jeg var ikke klar over det, men det var nødvendigt, at jeg accepterede en masse ting, fik hjælp til at bearbejde forskellige udfordringer inde i mig og fik lært, at jeg er helt okay lige som jeg er. Så udover at træne 30 timer, arbejde jeg fuldtid, ryddede op i mit mentale helbred, gik til kropsterapi, holdt styr på nye samarbejdspartnere, så min familie og venner og jeg fik alt til at gå op i en højere enhed, men der var run på. Så kulminationen var utrolig overvældende da jeg var færdig d. 30/12-2020 kl. 18.45. Der gik nogle dage, hvor jeg bare sov, lå på sofaen, slappede af, spiste en masse og ikke så andre end min kæreste. Jeg var så fyldt op af helt fantastiske indtryk, oplevelser, vanvittig mange beskeder/kommentarer på de sociale medier og bare en kæmpe glæde indeni. Jeg var helt sikkert også lettet, for det var et kæmpe stort projekt og i princippet kunne det lige så godt have mislykkedes. Jeg må dog indrømme, at jeg var så godt forberedt, måske lidt naiv og havde de bedste mennesker omkring mig, så tvivlede ikke. Jeg vidste heller ikke hvad jeg gik ind til, så havde ingen fornemmelse af, hvor hårdt det ville blive, det var da nok en fordel.

Næste oplæg bliver en racerapport fra de 11,5 dag. Den længste nogensinde…

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.