Udfordringer og accept..

MOT-Show courage. Det skal jeg nu!

Jeg er stolt af at være mig, udadtil, men jeg har mange tanker og udfordringer at kæmpe med, som jeg har været dårlig til at bruge på en god måde. De har gjort mig usikker, ikke motiveret, ked af det og træt. Jeg er endelig gået i gang med at arbejde med de tanker. Det kræver meget af mig, ingen tvivl, men det er vigtigt, så jeg kan nyde nuet og alle de ting jeg elsker at gøre, nyde min familie, venner, kærlighed, job, ultratri, ALT. 

Jeg har siden jeg var ung følt mig anderledes, haft svært ved at være social og følt mig akavet med andre mennesker. Jeg er helt vildt på udebane i store grupper, nye mennesker og forandringer. Men jeg har lært mig selv at være i det, gemt tanken om at være anderledes væk,  hvilket har betydet at jeg har været på overarbejde og jeg er gået over mine egne grænser mange gange. 

Jeg vil så gerne gøre alle glade, at jeg ofte ikke får tænkt over hvad jeg vil. Der er ingen tvivl om nu, at jeg har nogle autistiske træk. Jeg har ikke behov for en diagnose, men når jeg ved hvad jeg har af udfordringer, så kan jeg også bedre navigere i livet. 

Jeg har nok levet lidt på en løgn, eller i hvert fald haft svært ved at være i alle de ting jeg har gang i på en god måde. Jeg er træt af at lade som om mere, for der er ingen tvivl om, at jeg har brugt så meget energi på at passe ind. Jeg kan ikke mere.. Jeg har ikke turde være ærlig, overfor jer, men især overfor mig selv.

Nu kommer det hele frem og det vil forhåbentlig give mig mere ro og tillid til mig selv. Jeg skal turde lukke folk ind, være ærlig og vise mod. Ligesom det jeg fortæller de unge mennesker, når jeg står foran dem og holder MOT foredrag eller snakker med dem på jobbet. Dur ikke jeg ikke selv tør vise mod, det vil jeg gerne turde.

Lige nu har jeg svært ved at overskue og mærke hvad der gør mig glad. Så den proces er jeg i, alene og mærker efter, men med stor opbakning fra dem der holder af mig❤️ 
Jeg vil kunne være tro ved mig selv, ikke bekymre mig om andres tanker og andres udfordringer. Jeg vil fokusere på mig selv, på en god måde. Der er ingen tvivl om, at det her er en hård proces, men jeg VIL have det bedre. Jeg vil leve mit liv! Der kommer op og nedture, men tanken om at føle, at jeg er god nok, den glæder jeg mig til❤️
Jeg tror på, at når jeg er god nok, så kan jeg endelig slappe mere af og det vil helt sikkert også vise sig i min hverdag, min træning og min glæde.
Derfor kører jeg stadig på og målet er min DECA, 10 dobbelt Ironman, på mine præmisser😊

Jeg tænker hele tiden, slapper sjældent helt af.
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.